Man var aldrig i tvivl om, hvad Vibeke mente

Mindeord om Vibeke Franzen

2. august 2022 mistede TIK en ægte ildsjæl, da Vibeke Franzen sov stille ind i sit hjem. Vibeke var min træner, da jeg som ung var RSG-gymnast i TIK Gymnastik. Her tvivlede jeg aldrig på hendes dedikation, og jeg var heller aldrig i tvivl om, hvad hun mente. Det var der vist ingen, der gjorde. Hun har givet mig lige så mange klap på skulderen, inden jeg gik på gulvet til konkurrencer, som hun har givet mig skideballer. For hun krævede meget af os gymnaster, men hun havde altid øje for vores potentialer og
evner.

Vibeke var selv en dygtig gymnast, og da hun kom til TIK var det med drømmen om at udvikle to discipliner af gymnastikken – Rytmisk Sports Gymnastik og Grand Prix, både i Taastrup og i hele Danmark. Hun arbejdede utrætteligt for det, og det skete med hård træning, disciplin og stålsatte holdninger.
Man må sige, at det lykkedes. Som træner vandt hun mange mesterskaber, og hun var som landstræner for sin datter med til De olympiske lege i 1988.

Vibeke var en sand kunstner, og hun havde en uovertruffen evne til at få ideer og ikke mindst til at realisere dem.

I 1996 fik hun ideen til TIK Veteransport og med sin høje arbejdsmoral og disciplin, startede hun afdelingen op. Det var ikke alle, der kunne se fornuften i en afdeling for seniorer i TIK. Men det skulle vise sig at være en fremragende ide, som mange andre foreninger efterfølgende har gjort hende kunsten efter. TIK Veteransport er nu den største afdeling i TIK med fokus på fællesskab, glæde og bevægelse, hvor Vibeke var formand indtil april 2022.

Vibeke har i sine mange år i foreningslivet fået mange priser for sit store arbejde, fx i 1984 og 1998 fik hun Eiler Olsen mindepokal i TIK Gymnastik. Hun blev også æresmedlem i TIK.

Vi vil huske Vibeke for hendes energi, holdninger og iderigdom. Selvom hun ikke længere er blandt os, har hun sat sit aftryk på TIK. Aftryk vi er hende dybt taknemmelige for.

Ære være hendes minde.

På vegne af Taastrup Idræts Klub
Æresmedlem Marlene Fleischer

Vibeke Franzen begraves fra Vor Frelsers Kirke på Christianshavn fredag 12. august kl. 11.30 med jordfæstelse på Vor Frelsers Kirkegård på Amagerbrogade 33-35 og med mindesamling i restaurant “Kareten”, Hollænderdybet 1.

Sæsonen slutter og en ny planlægges

Den indeværende sæson er ved at være slut.
1. maj har vi opvisning og så går holdene på sommerferie.

Nu får vi snart at vide hvilke tider og lokaler, vi kan råde over i den kommende sæson, så vi kan få lavet et nyt spændende program. Det er altid et stort puslespil at få det hele til at gå op. Der vil være mange hold, der fortsætter, der vil være helt nye hold, og der vil være gamle hold på nye tider.

Omkring midt i juni udkommer programmet. Vi annoncerer det her på hjemmesiden og på Facebook. Så husk at holde øje.

Generalforsamling i TIK Gymnastik

Siden 1906 har engagerede medlemmer og frivillige i TIK-Gymnastik bevæget mennesker i alle aldre i et stærkt fællesskab.

Som medlem er du med til at føre denne tradition videre. Så kom med, når der er generalforsamling i TIK Gymnastik tirsdag den 1. februar 2022 kl. 20.00 i Klubhuset, Taastrup Idræts Center. Det er blandt andet her, du kan få indflydelse på den retning, klubben skal bevæge sig i.

Dagsorden iflg. vedtægterne.

Forslag skal sendes til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen på kontakt@tik-gymnastik.dk.

Glædelig jul

Julen er glædens og håbets tid. Det er godt at huske på nu, hvor et øget smittetal forstyrrer julefreden. Vi håber stadig, at denne sæson bliver uden det store corona-bøvl. Selvom vi lige nu skal minde os selv og hinanden om håbet, glæden og troen på, at 2022 bliver uden alt for mange restriktioner.

I bestyrelsen i TIK Gymnastik vil vi gerne takke vores fantastiske frivillige instruktører for at holde fast i fællesskabet og byde velkommen til den nye sæson med varme og begejstring. I har i denne og især i sidste sæson skulle forholde jer til skiftende retningslinjer, spørgsmål og usikkerhed. Det har I taget med oprejst pande og masser af gå på mod. I er guld værd.

Vi vil også gerne takke alle jer aktive, der hver eneste uge møder op til træning, er med til at styrke fællesskabet og bakker op om instruktørerne og foreningen. Vi er så glade for jer, der har lyst til at være med. Og vi er heldige, fordi vi hver sæson kan byde velkommen til både nye og gamle medlemmer, der vil være med i fællesskabet. Tak for jer.

Vi glæder os til et aktivt 2022 i jeres selskab.

Med ønsket om en glædelig jul og et forhåbentligt corona-frit nytår

Bestyrelsen i TIK Gymnastik

Vi lukker ned i juleferien

Kulturministeriet anbefaler, at idrætsforeninger aflyser deres indendørs idrætsaktiviteter indtil den 5. januar, hvor børnene forventes tilbage i skole.

TIK Gymnastik aflyser derfor al træning – ud over elitegymnaster – fra søndag den 19. december klokken 08.00 og indtil den 5. januar, hvor planen er, at børnene igen begynder i skole.

Der er også et krav om, at alle over 12 år bærer mundbind eller visir, når de opholder sig på en idrætsfacilitet som idrætshaller, træningscentre og svømmehaller. Dette gælder frem til den 17. januar. Vi antager, at man ikke skal have mundbindet på under træning, men de regler er endnu ikke meldt ud. Det melder vi ud, så snart vi ved mere om det.

Ingen nye corona-regler – men anbefalinger for børn og unge

Der er ikke indført nye restriktioner for idrætsforeninger, og alle aktiviteter kan fortsat afvikles.

Vi opfordrer naturligvis stadig til, at vi passer på hinanden.

Anbefalinger for børn og unge

Kulturministeriet har i samarbejde med DIF og DGI udarbejdet et sæt anbefalinger på børn- og ungeområdet til idrætsforeninger i kommuner og sogne med høj smitte, som fx Høje-Taastrup. TIK Gymnastik opfordrer til, at alle følger disse retningslinjer.

Anbefalinger er:

  • Klæd om hjemmefra
    I det omfang, det er muligt, opfordres alle børn og unge til at møde op omklædte. Opfordringen gælder dog ikke i svømmehaller og andre steder, hvor det ikke er foreneligt med aktiviteten.
  • Bed forældrene aflevere deres børn udendørs
    Er det muligt, så vil vi bede forældrene om at aflevere og hente deres børn uden for hallen/salen. Hvorvidt det er ønskeligt på de enkelte hold, får I besked på fra instruktøren.
  • Hold afstand
    Husk at forældre og andre voksne skal holde afstand, hvor det er muligt. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere samt mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter mv.
  • Opdel aktiviteterne i mindre grupper
    Hvis aktiviteterne på en naturlig måde kan planlægges inden for mindre og faste grupper/hold, anbefales dette.

Corona-orientering til medlemmer i TIK Gymnastik

Der er igen blevet indført coronapas nogle steder i samfundet. P.t. får det ikke betydning for os, som går til gymnastik i TIK Gymnastik. Vi behøver ikke at vise coronapas, og der er ikke nye specielle afstandskrav.

Vi opfordrer naturligvis stadig til, at vi passer på hinanden.

Her er en reminder for vores retningslinjer:

Til gymnaster/forældre:

  • Hvis du (gymnasten) føler dig utilpas eller sløj – BLIV HJEMME
  • Respektér og efterlev de specifikke anvisninger fra foreningen og din instruktør
  • Hvor det er muligt og giver mening kan du eventuelt selv medbringe rekvisitter, fx yogamåtter, køller, tøndebånd mm. Et stort håndklæde til at dække måtten kan med fordel medbringes
  • Husk god hygiejne før, under og efter træning
  • Der er opsat sprit ved indgangen til alle lokaler og hallerne

Bemærk dog, at der i TIK klubhuset på Parkvej skal vises coronapas pr. 12. november 2021.

30.000 kroner i støtte: Skal sikre den røde tråd

TIK Gymnastik har fået 30.000 kroner i støtte fra DIF og DGI’s foreningspulje. Med bevillingen kan foreningen indkøbe redskaber, der kan gøre det endnu sjovere at gå til gymnastik – både inde og ude. Pengene skal blandt andet bruges til airtrack, balancebom og en masse småredskaber.

Sandra Røgilds, der både er instruktør og bestyrelsesmedlem, ser især frem til, at foreningens yngste medlemmer og deres forældre nu kan få endnu bedre mulighed for at være aktive sammen.

– Vores børnehold træner på Parkskolen, hvor både pladsen og redskaberne er begrænsede. Vi skal virkelig tænke kreativt for at få have alle med. Og det kan foreningens dygtige instruktører heldigvis også finde ud af. Så med de nye redskaber bliver det bare endnu sjovere at gå til gymnastik hos os. De nye redskaber er også fantastiske til at styrke motorikken hos store og små, siger hun.

Den røde tråd i gymnastikken

I TIK Gymnastik er ambitionen, at der skal være noget for alle aldersgrupper med hold for gravide, efterfødselshold, børnehold, familiehold, voksenhold og skånsom træning i vand. De yngste børnehold er der, hvor det hele begynder. Her skal der styr på grundmotorikken, og der skal skrues op for begejstringen, så de får lyst til at komme igen og nemt kan fortsætte på foreningens andre hold i takt med, at de bliver ældre.

– Man kan i virkeligheden leve et godt og aktivt liv i vores forening med vores mange hold til alle aldersgrupper. Med de nye redskaber kan vi gøre vores træning endnu bedre både inde og ude, så endnu flere får lyst til at være med i fællesskabet, siger Jette Poder, der er formand for TIK Gymnastik.

Støtter foreningsidrætten med 44 mio. kr. årligt

TIK Gymnastik har modtaget bevillingen på 30.000 fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger.

DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, for eksempel til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.

Vil du med på et hold?

Lørdag den 19. juni kl. 10.00 åbner vi for tilmelding til vintersæsonen i TIK Gymnastik.

Der er noget for enhver smag og enhver alder. Du kan bladre i vores program, som du finder her.

Eller du kan gå direkte ind på hjemmesiden, hvor du både kan læse om holdene og tilmelde dig.

De fleste hold har sæsonstart fra den 30. august 2021. enkelte hold kører anderledes, men det står ved holdene.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i TIK Gymnastik.