Sommeren summer i TIK Gymnastik

Tiden flyver, når man har det sjovt. Inden vi ser os om, er det igen tid til en ny sæson i TIK Gymnastik. Men inden vi kommer så langt, er der godt nyt til børn og voksne. Vi er nemlig klar med tre sommerhold.

Indendørstræning for voksne

Har du lyst til at prøve forskellige træningsformer, så er sommertræning helt sikkert noget for dig. Her får du nemlig mulighed for at prøve fx cirkeltræning, pilates, step, yoga og coretræning med flere af vores dygtige instruktører.

Tid: mandage kl. 17.30 – 18.30 og onsdage 18.30 – 19.30. Begge dage i Sal E i TIC.

Pris: 250 kr. – giver adgang til alle dagene i perioden 2. maj 2022 til 8. juni 2022

Tilmelding: https://tik-gymnastik.dk/holdsider/voksenhold/

Udendørstræning for voksne

Vil du nyde sommeren under den blå himmel og med luft under vingerne, så kom med. Vi træner alle kroppens muskler og øger konditionen med pulstræning. Vi bruger egen kropsvægt og træner ved og med de ting, der er på TIC’s område. Vi mødes foran svømmehallen. Medbring gerne en måtte – græsset kan være vådt, men det regner aldrig mandag eftermiddag\uD83D\uDE0A

Tid: mandag kl. 17.15 – 18.30 udendørs på TIC’s område fra 2. maj til 20. maj

Pris: 125 kr.

Tilmelding: https://tik-gymnastik.dk/holdsider/voksenhold/

Sommersjov for børn og voksne

Kom til Sommersjov på Parkskolen. Vi er klar med en omgang kvalitetstid med høj puls og masser af grin. Sommersjov er for børn i alderen 3 til 7 år sammen med en voksen.

Vi laver spændende redskabsbaner og sjove lege, hvor både store og små får sved på panden, og alle kan være med. Det betyder også, at både børn og voksne skal være aktive sammen – vi lover, det bliver sjovt!

Sommersjov er gratis og kræver hverken tilmelding, højt kondital eller smart tøj – men det hele foregår på bare tæer.

Vi har dog kun plads til 25 børn med EN voksen pr. barn, så det er først til mølle på dagen. Vi vil nemlig gerne sikre os, at det bliver en god oplevelse for alle, derfor kan vi ikke være flere.

Vi ses på Parkskolen 23. maj, 30. maj, 13. juni og 20. juni fra kl. 16.30 – 17.30.

Generalforsamling i TIK Gymnastik

Siden 1906 har engagerede medlemmer og frivillige i TIK-Gymnastik bevæget mennesker i alle aldre i et stærkt fællesskab.

Som medlem er du med til at føre denne tradition videre. Så kom med, når der er generalforsamling i TIK Gymnastik tirsdag den 1. februar 2022 kl. 20.00 i Klubhuset, Taastrup Idræts Center. Det er blandt andet her, du kan få indflydelse på den retning, klubben skal bevæge sig i.

Dagsorden iflg. vedtægterne.

Forslag skal sendes til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen på kontakt@tik-gymnastik.dk.

Glædelig jul

Julen er glædens og håbets tid. Det er godt at huske på nu, hvor et øget smittetal forstyrrer julefreden. Vi håber stadig, at denne sæson bliver uden det store corona-bøvl. Selvom vi lige nu skal minde os selv og hinanden om håbet, glæden og troen på, at 2022 bliver uden alt for mange restriktioner.

I bestyrelsen i TIK Gymnastik vil vi gerne takke vores fantastiske frivillige instruktører for at holde fast i fællesskabet og byde velkommen til den nye sæson med varme og begejstring. I har i denne og især i sidste sæson skulle forholde jer til skiftende retningslinjer, spørgsmål og usikkerhed. Det har I taget med oprejst pande og masser af gå på mod. I er guld værd.

Vi vil også gerne takke alle jer aktive, der hver eneste uge møder op til træning, er med til at styrke fællesskabet og bakker op om instruktørerne og foreningen. Vi er så glade for jer, der har lyst til at være med. Og vi er heldige, fordi vi hver sæson kan byde velkommen til både nye og gamle medlemmer, der vil være med i fællesskabet. Tak for jer.

Vi glæder os til et aktivt 2022 i jeres selskab.

Med ønsket om en glædelig jul og et forhåbentligt corona-frit nytår

Bestyrelsen i TIK Gymnastik

Vi lukker ned i juleferien

Kulturministeriet anbefaler, at idrætsforeninger aflyser deres indendørs idrætsaktiviteter indtil den 5. januar, hvor børnene forventes tilbage i skole.

TIK Gymnastik aflyser derfor al træning – ud over elitegymnaster – fra søndag den 19. december klokken 08.00 og indtil den 5. januar, hvor planen er, at børnene igen begynder i skole.

Der er også et krav om, at alle over 12 år bærer mundbind eller visir, når de opholder sig på en idrætsfacilitet som idrætshaller, træningscentre og svømmehaller. Dette gælder frem til den 17. januar. Vi antager, at man ikke skal have mundbindet på under træning, men de regler er endnu ikke meldt ud. Det melder vi ud, så snart vi ved mere om det.

Ingen nye corona-regler – men anbefalinger for børn og unge

Der er ikke indført nye restriktioner for idrætsforeninger, og alle aktiviteter kan fortsat afvikles.

Vi opfordrer naturligvis stadig til, at vi passer på hinanden.

Anbefalinger for børn og unge

Kulturministeriet har i samarbejde med DIF og DGI udarbejdet et sæt anbefalinger på børn- og ungeområdet til idrætsforeninger i kommuner og sogne med høj smitte, som fx Høje-Taastrup. TIK Gymnastik opfordrer til, at alle følger disse retningslinjer.

Anbefalinger er:

  • Klæd om hjemmefra
    I det omfang, det er muligt, opfordres alle børn og unge til at møde op omklædte. Opfordringen gælder dog ikke i svømmehaller og andre steder, hvor det ikke er foreneligt med aktiviteten.
  • Bed forældrene aflevere deres børn udendørs
    Er det muligt, så vil vi bede forældrene om at aflevere og hente deres børn uden for hallen/salen. Hvorvidt det er ønskeligt på de enkelte hold, får I besked på fra instruktøren.
  • Hold afstand
    Husk at forældre og andre voksne skal holde afstand, hvor det er muligt. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere samt mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter mv.
  • Opdel aktiviteterne i mindre grupper
    Hvis aktiviteterne på en naturlig måde kan planlægges inden for mindre og faste grupper/hold, anbefales dette.